Alt om vedligeholdelse af hække

Indholdsfortegnelse

    Uden den rette pleje kan en hæk hurtigt komme til at se trist ud, miste blade og blive mere modtagelig for sygdomme og skadedyr. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man gøder og vander sin hæk, bekæmper sygdomme og skadedyr, samt hvordan man håndterer ukrudt og forhindrer uønskede huller i hækken.

    Hvordan skal jeg gøde min hæk?

    Mangler din hæk næringsstoffer, er der risiko for, at dens vækst bliver langsommere, den taber blade, og dens modstandsdygtighed over for skadedyr og sygdomme mindskes. Derfor er gødning vigtig for hækkens sundhed og din have generelt.

    Hvis du har en helt nyplantet hæk, bør du vente med at give gødning. Når hækken er etableret og viser tegn på sund vækst, f.eks. nye skud, kan du begynde at bruge gødning. Der skal gerne gå et fuldt vækstår.

    Gødningen bør påføres umiddelbart efter de første skud om foråret, normalt i begyndelsen af maj måned og igen sidst på sommeren, senest september.

    Der er to primære måder at gøde din hæk på:

    1. Topdressing med kompost og jordforbedring: Hvert forår kan du sprede et tyndt lag kompost eller jordforbedring under hækken. Laget, der gerne skal være 2-4 cm tykt, bidrager med næringsstoffer til hækken og reducerer fordampning fra jordoverfladen. Dette forhindrer også ukrudt i at spire under hækken.
    2. Gødning med almindelig organisk gødning eller stedsegrøn gødning: Når planterne er unge og fortsat vokser i bredde og højde, kan du give gødning 1-3 gange årligt. Det anbefales at give gødning hver halvanden måned indtil midten af august. Organisk gødning frigiver næringsstofferne langsomt og skåner rødderne. Doseringen af gødning kan variere, men en god retningslinje er cirka 2 håndfulde gødning pr. meter hæk.

    Når hækken når den ønskede højde og fylde, er det kun nødvendigt med sporadisk gødning. Det er altid klogt at følge producentens anbefalinger for dosering.

    Organisk gødning har fordele som naturlige næringsstoffer og forbedring af jordstruktur, men har også ulemper, f.eks. langsom virkning og lugtgener. Kunstgødning er nemt tilgængeligt og har hurtig virkning, men mangler organisk materiale, som er næringsrigt for hækken.

    Hvordan vander man sin hæk?

    En vigtig del af at vedligeholde hække er korrekt vanding, hvilket giver en frodig og sund hæk. Korrekt vanding indebærer:

    • Vanding to gange ugentligt i varmt sommervejr eller tørke.
    • Mængden af vand bør være 10-15 liter pr. meter hæk.
    • Vand om morgenen, så der er mindre fordampning.
    • Undgå vand direkte på bladene - det skal være på jorden.
    • Brug eventuelt en siveslange, så vandet langsomt kan trænge ned i jorden og til rødderne.

    Forskellige hæktyper har forskellige vandingskrav. Nogle typer hæk kræver mere vand end andre, f.eks. naur er en hæk, som er hårdfør fordi den tåler fuld sol og at stå tørt længe uden vand.

    Kan en hæk få for meget vand?

    Selvom hækplanter har brug for tilstrækkelig vanding for at trives, kan man sagtens overvande sin hæk, hvilket kan være skadeligt for hækken og føre til gule og visnende blade, svampesygdomme og rodråd. De fleste hække trives bedre med lidt mindre vand end for meget.

    Tegn på, at din hæk har fået for meget vand er, hvis bladene bliver gule, visner og i værste fald falder af. Et andet tegn er, at jorden forbliver våd eller fugtig, selv efter flere dages tørvejr.

    For at undgå at overvande din hæk, kan du gøre følgende:

    • Test jordens fugtighed ved at føle den med fingeren eller bruge en jordfugtighedsmåler. Er jorden tør et par centimeter nede, kan du vande den.
    • Giv hækken en grundig vanding, så rødderne bliver gennemblødte.
    • Det er bedre at give hækken en sjælden, men grundig vanding en gang om måneden frem for hyppig overfladisk vanding et par gange om ugen.

    Hvordan fjerner jeg ukrudt i hækken?

    Ukrudt er en typisk trussel mod din hæks trivsel, fordi ukrudt kæmper om vigtige ressourcer med din hæk, f.eks. næring og vand. Ukrudt kan også skabe skygge, potentielt sprede sygdomme, forstyrre rodsystemet og svække plantens generelle tilstand. Derfor er det vigtigt at fjerne ukrudt fra hækken, så den forbliver sund og stærk.

    Sådan kan du fjerne ukrudt

    Manuel fjernelse: Med dine hænder, et mælkebøttejern eller et skuffejern, kan du fjerne etableret ukrudt ved at trække det op med roden. Selvom dette kan være krævende arbejde, er det en simpel og effektiv metode.

    Anvendelse af ukrudtshæmmende topdække: Dæk området under hækken med et ukrudtshæmmende topdække, såsom barkflis eller træflis. Dette forhindrer ukrudtets vækst ved at blokere sollyset og samtidig bevare jordens fugtighed.

    Brug bunddækkeplanter: Placer bunddækkeplanter, f.eks. timian, skovjordbær eller hasselurt under hækken. Disse planter tjener både som pyntende planter og effektiv ukrudtskontrol, fordi de ikke giver plads til ukrudtet.

    Overvej kemikaliefri metoder: Du kan vælge ukrudtsbekæmpelsesmidler, der skåner hækken, f.eks. husholdningseddike, saltvand og citronsyre.

    Hold udkig efter ukrudtsvækst og fjern det hurtigt, før det får chancen for at etablere sig. Ukrudt er f.eks. mælkebøtter, skvalderkål og brændenælder, men det kan generelt være alle planter, du ikke ønsker i din hæk.

    Hvordan kan jeg undgå huller i hækken?

    Huller i hækken kan opstå, hvis hækken mangler sollys og vand, hvis der er meget ukrudt, eller den er udsat for skadedyr eller svampeangreb.

    Du kan forebygge huller i din hæk ved at gøre følgende:

    • Vælg en hæktype, som passer til dine omgivelser i haven, f.eks. i forhold til sollys og jordtype. Nogle hække trives i delvis sol, mens andre kræver fuld sol.
    • Plant hækken med den rette afstand til de andre hækplanter, ca. 30-40 cm, og dybt nok ned i jorden, f.eks. to spadestik. Sørg for, at rødderne er dækket til med jord.
    • Hold øje med sygdomme og skadedyr hurtigt for at forhindre, at de spreder sig og skaber huller i hækken.

    Sådan kan du reparere huller i hækken:

    • Fyld hullerne med nye hækplanter af samme type og størrelse, hvis hullet er helt ned til bunden af hækken.
    • Beskær hækken for at fremme vækst i de bare områder, f.eks. bør vedligeholdelsesbeskæring gøres i august, enten årligt eller hvert andet år. Du kan fjerne den ældste del af de tykkeste grene, så den kan give en god vækst det efterfølgende år.
    • Spred kompost eller organisk materiale omkring hækken i maj eller august, for at forbedre jorden.
    • Vær tålmodig, da det kan tage tid for hækken at reparere hullerne. Det kan typisk tage et par år.

    Hvordan kan man gøre sin hæk tættere?

    1. For at få en tæt hæk uden huller, kan du klippe hækken bredest forneden og smallere foroven, for at sikre sollys til de nederste grene.
    2. Du kan også plante en dobbelt række hækplanter, hvilket giver en tættere hæk på en hurtigere måde. Dobbelttjek dog, at de anviste afstande og dybder til hækplanterne overholdes.
    3. En tredje metode er at klippe din hæk to gange årligt, for at fremme forgrening og tæthed. Dette kan du gøre i juni måned efter Sankt Hans og igen senest i starten af september.

    Hvordan bekæmper jeg sygdomme og insekter i hækken?

    For at forebygge og bekæmpe sygdomme i hækken skal du først og fremmest skabe passende betingelser for hækkenes trivsel og sundhed. Dette involverer at vælge den rigtige jordtype, regulær gødning, korrekt beskæring og trimning, samt at fjerne ukrudt. Hvis hækken ikke har gode vækstforhold, er den mere modtagelig overfor sygdomme.

    Selvom det ikke altid er realistisk at undgå sygdomme i hækken helt, vil en sund og velplejet hæk have langt større modstandskraft mod dem.

    Som en del af vedligeholdelsen af din hæk, kan du kigge efter svampeinfektioner og bladlusangreb.

    Sådan bekæmper du svampeinfektioner i hækken:

    Svampeinfektioner trives i fugtige forhold. Infektionen ses ved, at hækkens blade på overfladen er delvis eller fuldstændig dækket af en ny farve eller spirende, små svampesporer.

    • Hvis svampeinfektionen er lille, f.eks. synlig på enkelte blade eller grene, kan du nøjes med kun at fjerne disse.
    • Er hele hækken, eller store dele af hækken, inficeret, kan du blive nødt til at beskære hækken ned kraftigt, f.eks. ned til et par enkelte grene. På denne måde fjerner man de inficerede dele af hækken, og giver lys og luft til det resterende hæk, som stadig er sundt.

    Husk, at svampen lever videre på de afklippede grene og blade. Derfor bør du ikke lade dem ligge i haven eller bruge det til kompost, for så kan svampen sprede sig på ny. Du bør derfor afskaffe det hurtigst muligt på genbrugspladsens særlige containere.

    Det er også meget vigtigt, at du spritter din saks eller haveværktøj af, når du har fjernet svampeinficerede kviste, blade eller grene. På den måde undgår du at sprede svampesporerne til andre dele af haven.

    Bladlusangreb på hækken:

    Selvom bladlus er ufarlige for mennesker og dyr, kan et bladlusangreb påvirke hækkens vækst negativt. Du kan derfor nemt bekæmpe det med insektmidler, f.eks. spray og insektpinde. Du kan også bruge naturlige metoder ved at skylle bladlusene væk med koldt vand eller sæbevand.

    Du kan lave dit eget naturlige insektmiddel:

    • Tag en almindelig plastiksprayflaske og fyld den 3/4 op med rent vand.
    • Tilsæt en smule bionedbrydeligt opvaskemiddel til vandet.
    • Hak et par hvidløg og tilsæt dem i væsken.
    • Luk flasken godt og ryst den grundigt for at blande ingredienserne.
    • Lad blandingen stå natten over for at styrke dens virkning.
    • Næste dag kan du sprøjte blandingen på planter og blade, der er inficeret med bladlus.
    • Husk at spraye både oversiden og undersiden af bladene, da bladlusene ofte foretrækker at gemme sig der.
    • Den kombinerede virkning af opvaskemidlet, der dræber bladlusene, og hvidløget, der afskrækker nye angreb, gør denne bladlusespray effektiv og miljøvenlig.

    Nytteinsekter, såsom svirrefluer, mariehøns, snyltehvepse, guldøje og mange andre insekter nyder at spise bladlus eller lægger æg tæt ved bladlusene. På denne måde kan disse nyttedyr spise bladlusene, hvilket begrænser angrebet.

    Hvilke uønskede planter findes der i hække og haver?

    Når du klipper hæk kan du tjekke for uønskede planter, ukrudt og invasive arter, der kan gemme sig i hækken.

    Hold øje med disse invasive haveplanter:

    1. Japansk pileurt:
    • Meget flot og livskraftig staude.
    • Spredes voldsomt og udkonkurrerer andre planter.
    • Kan ødelægge fundamenter og belægninger.
    • Kræver omhyggelig fjernelse for at forhindre ny vækst.
    • Hyppig slåning kan begrænse spredning.
    1. Gyldenris:
    • Smukke gule blomsterranker.
    • Breder sig voldsomt ved frøspredning.
    • Kan udkonkurrere naturlig plantevækst.
    • Anbefales at dæmpe plantens spredning.
    • Fjernelse og forbrænding af blomster anbefales.
    1. Vandpest:
    • Invaderende vandplante i havedamme.
    • Tæt vegetation dækker vandfladen og dræber bundvegetationen.
    • Spredes ved små plantedele.
    • Bekæmpelse kræver mekanisk fjernelse og forbrænding.
    1. Rynket rose:
    • Karakteristiske fladtrykte, kugleformede hyben.
    • Kan udkonkurrere naturlig vegetation.
    • Anbefales at grave op med alle jordstængler.
    1. Vild pastinak:
    • Giftig skærmplante i familie med bjørneklo.
    • Spredes kraftigt og udkonkurrerer andre planter.
    • Bekæmpelse kræver afskæring af roden eller fjernelse af hele planten.
    • Bemærk: Den vilde variant er ikke den samme som den spiselige rodfrugt pastinak.
       

    Du kan læse mere om invasive arter i Danmark, hvis du er i tvivl.