Fuldspartling og maling af flere rum
4.000.000 kr.
Jeg ønsker et tilbud på fuldspartling og maling af vægge og lofter i et hus, som vi er ved at sætte i stand. På grund af renoveringen kan alle rum ikke tages på én gang. Der skal derfor indregnes flere ture til huset, og der kan potentielt være nogle ugers pause mellem de forskellige faser af arbejdet. Vi har andre håndværkere gående, så der vil være flere i huset, når dele af opgaven udføres. Hvor mange rum skal fuldspartles og males? I alt 6 rum. Bryggers og køkken har første prioritet, da de skal være klar til køkkenmontering i slutningen af juli. Bemærk: Alle de angivne kvadratmeter (kvm) er gulvareal, da jeg ikke har den præcise væghøjde (den ligger et sted mellem 2,3 og 2,6 meter). Oversigt over rummene: • Køkken (ca. 18 kvm): Der kommer et ekstra lag gipsplader i loftet, som skal fuldspartles, slibes, grundes og males. Væggene skal have lappet huller og gøres pæne inden maling, men de skal holdes rå, så man kan se murstenene igennem malingen. • Bryggers (ca. 5 kvm): Loftet skal kun males. Væggene skal lappes og gøres pæne inden maling, men skal (ligesom i køkkenet) holdes rå, så man kan se murstenene igennem. • Entré/gang (ca. 9 kvm): Loft og vægge skal fuldspartles, og der skal sættes ny filt på væggene. Dele af filten er taget af på grund af tidligere bekymring for fugtskade. Alle dørkarme og fodpaneler er fjernet, og der er kommet lette skader på væggene i den forbindelse. Det er op til maleren at vurdere, hvor meget der skal laves, for at det står pænt igen. Loft og vægge skal males. • Stue (ca. 31 kvm vinkelstue – stue og værelse er lagt sammen): Loft og vægge skal fuldspartles. En anden maler, der har budt på opgaven, har vurderet, at der skal ny filt på væggene. Loft og vægge skal males. • Værelse (ca. 13 kvm med skråvægge): Hele rummet skal fuldspartles og males. • Repo (ca. 17 kvm med skråvægge): Hele rummet skal fuldspartles og males. Materialer, afdækning og oprydning: • Materialer: Vi foretrækker, at maleren køber alle materialer, så vi kun skal oplyse, hvilke farver vi ønsker i de enkelte rum. • Affald: Maleren står for oprydning og bortskaffelse af byggeaffald (f.eks. slibestøv og tapetrester). • Afdækning: I køkken, bryggers og entré skal der lægges nyt gulv efterfølgende, så her er afdækning ikke vigtig – så længe opgaven udføres, inden det nye gulv lægges. I alle andre rum er der lagt nyt gulv, som skal dækkes grundigt til. Stand og besigtigelse: De fleste vægge er i pæn stand, men der er enkelte skader efter nedbrydning. Den tidligere ejer har højst sandsynligt selv sat filt op flere steder, da der er små buler i filten. Dette er den primære årsag til, at der skal fuldspartles. Jeg har vedhæftet de billeder, jeg har, men opgaven kan også besigtiges. Jeg vil dog foretrække et overslag/ca.-tilbud først, så jeg ikke skal køre ud til huset til en gennemgang mere end højst nødvendigt. Svar på typiske spørgsmål: • Skal lister, døre og vindueskarme også males? De skal males, og det må meget gerne tilføjes til tilbuddet som en option, såfremt det kan lade sig gøre inden for vores budget. På sigt skal huset også males udvendigt, men det bliver først aktuelt senere. • Er der højere til loftet end standard (over ca. 2,6 m)? Nej, men højden svinger lidt fra rum til rum. Da det er en stor opgave, er I mere end velkomne til at skrive, hvis I har spørgsmål. Vi er fleksible med, hvor meget af opgaven der skal laves, da det afhænger af prisen, og hvad vi kan få lavet inden for vores budget på 40.000kr. Hvis vi kan få lavet alt, inkl maling af døre, viduer, karme etc er det et plus, men vi er klar over det nok ikke er muligt så vi søger bud på det der kan lade sige gøre, og opgaven kan derfor potentielt deles op mellem maleren og os selv. Deadlinen på den 25 juli er kun for bryggers, køkken og evt entre. Resten skal først laves i August. Jeg ser frem til at høre fra jer.





















