Sædemanden er en klassisk figur, der optræder i mange kulturer og folkeeventyr verden over. Han symboliserer begyndelser, vækst og potentiale ved at sprede frø, hvilket kan tolkes både bogstaveligt som landbrugsmetoder og metaforisk som udbredelsen af ideer eller viden. Sædemanden repræsenterer håbet om en frugtbar fremtid og den nødvendige indsats for at skabe vækst og forandring.
I mange traditioner har sædemanden spillet en afgørende rolle ikke kun i fortællinger, men også i menneskers forståelse af naturens cyklusser og landbrugets vigtighed. Gennem historien har sædemanden været forbundet med årstidernes skiften, især foråret, hvor ny liv spreder sig efter vinterens slumren. Denne figur illustrerer menneskets evige kamp for at tæmme naturen og sikre overlevelse gennem avl og dyrkning.
I moderne fortolkninger kan sædemanden også ses som en allegori over pædagogik og læring, hvor læreren spreder viden (frø) blandt eleverne (jordbunden), i håbet om at det vil spire og gro, skabende individuel og kollektiv forandring. Sådan formidler sædemanden en universel besked om værdien og vigtigheden af at dele og sprede, hvad man har, for at næringsliv og samfund kan vokse og blomstre.