Før den specifikke vejledning for vådrum, SBI-200, blev introduceret i 2001, var reglerne og kravene til konstruktion og renovering af vådrum mindre detaljeret specificeret. Byggebranchen skulle i højere grad stole på de generelle byggeforskrifter og -standarder. Disse krav var primært fastlagt i Bygningsreglement 1995 (BR95), som omhandlede bygge- og installationstekniske bestemmelser.
Inden for BR95 var der krav til, at konstruktioner skulle udføres, så de havde en tilstrækkelig styrke og stabilitet samt være beskyttet mod indtrængen af vand og fugt. Det var også afgørende, at bygninger havde en passende intern og ekstern vandtæthed for at forhindre skader på bygningskonstruktionen og indetrængning i boligen. Derudover fokuserede regulativerne på vigtigheden af en passende ventilation for at sikre et sundt indendørs klima og minimere risikoen for skimmelvækst.
Detaljerne om, hvordan disse krav skulle opnås i praktisk byggeri, var dog ofte op til fortolkning og erfaring inden for byggebranchen, hvilket kunne føre til varierende kvalitetsniveauer. Elementer såsom samlinger mellem vådrumsmembraner, hældninger på gulve for at lede vand mod afløb, samt valg af materialer og ventilationssystemer, var kritiske aspekter, der skulle håndteres med omsorg for at sikre vandtætte og funktionelle vådrum.
Derfor var udgivelsen af SBI-anvisning 200 i 2001 en vigtig milepæl, da den gav mere specifikke retningslinjer og anbefalinger til korrekt udførelse af vådrum, hvilket har bidraget til højere standarder og mindre variation i kvaliteten af vådrumsarbejde.